Der var engang
en gartner, som kom ind i en fremmede have.
Ved første øjekast syntes han, det var sådan en smuk og spændende have.
Men da han så nøjere efter, opdagede han at alle træerne, planterne og buskene
stod og hang med grenene. Ja nogle af dem var sågar lige ved at gå ud
af indbyrdes misundelse og den daglige kamp for at erobre solens lys.
Det opdagede han ved at gå hen og tale med dem,
for det kan sådan en rigtig gartner. Han startede med
Rosenbusken, der sukkede dybt og gav klagelyde fra sig:
Du, der er så smuk og dufter som en sommermorgen.
Hvad er du så ulykkelig over?
Rosen tørrede hastigt en regndråbe væk og sukkede:
Åh, jeg er ved at gå ud over at tænke på, at jeg aldrig bliver så høj
og flot som det birketræ, der står der og rejser sig stolt op over hækken.
Tænk at være et Birketræ og have sådant et stort og pragtfuldt overblik.
Og så lever sådan et skide træ også meget længere, end jeg gør.
Jeg er her kun for en ganske kort stund - og så er jeg død.
Gartneren lyttede, gned sig om hagen,.
prøvede at sige noget, men det gad Rosenbusken ikke høre på,
så den sang sin blues igen som før. Han gik hen til Birketræet og spurgte:
Hallo du der høje flotte birketræ. Hvordan ser verden så ud, ifølge dig?
Åh! Det er så forbandet svært at være mig, lød svaret højt oppe fra
i blæstevejret. Se hvordan jeg hænger ud og svejer helt vildt her,
så det er svært at holde sig fast og ikke vælte omkuld.
Det er noget værre rod at være mig, klagede Birketræet.
Se, hvor ensomt jeg står her. Jeg er skabt til at leve i en stor skov og så står
jeg bare her i denne dødsyge have. Hvorfor er der ingen, der vil klatre op i mig?
Se nu det Æbletræ derhenne. Hver dag kommer der børn ind i haven, og de klatrer
op i det, leger i det og ler. Så plukker de æblerne og siger, at de elsker æbletræer.
Og se nu dér - se, hvor glade alle bliver, når de er henne ved æbletræet.
Hvad har jeg at byde på? Tørre blade og Ingenting.
Åh, hvor jeg dog føler mig skrøbelig, ensom - og totalt unyttig.
Jeg kan bare stå her og hænge ud over det hele, og rasle lidt
med grenene - og udsigten? Den er den samme hver dag.
Gartneren kløede sig i håret, og gik hen til Æbletræet for
at tale med en, der havde al mulig grund til at være mere glad og tilfreds.
Nåh, og hvordan har du det så, dit gamle skrog?, hilste han muntert.
Men i stedet for et smil, fik han her denne klagesang:
Suk! Hvis dog bare nogle kunne forstå, hvor træls det er at være mig.
Hver dag kommer der en flok larmende klodsede børn ind i haven,
som klatrer rundt på mig. De knækker mine grene og æder bare
alle mine frugter, som jeg ville gemme til min små fuglevenner.
Fugle synger smukt, og så vejer de slet ikke noget
- men børnene - de hugger dem bare fra mig
og knækker mine grene.
Og så forlanger børnene,
at alle mine æbler skal være helt fuldkomne,
som de ser dem i reklamebladene, hvor æbler altid er helt perfekte.
Knaldrøde. Uden den mindste plet. Ja, der må ikke
engang bo en enkel lille sød orm i dem.
Orme kan også godt lide æbler.
Og selvfølgelig er der da pletter på nogle af mine æbler.
Nej aldrig, Aldrig får jeg fred og ro, som det der fjerlette Birketræ
derhenne er så velsignet fuld af, at man falder helt til ro - blot ved
at se på det, når vinden som nu, leger med de hvidplettede grene.
Æbletræet ser sig surt omkring og fortsatte:
Næh du, se den der pragtfulde Rosenbusk derhenne.
Når der kommer en smuk pige ind i haven her, hvor går hun så hen?
Hun går selvfølgelig først hen til Rosenbusken, snuser lige så stille
og forsigtigt til dens smukke blomster og smiler.
Måske klipper hun meget nænsomt een af dem af.
Hun æder den ikke, men bærer den i sit hår hele dagen.
Næh du, den rose der - den kommer ud af haven
og får set hele verden, inden den dør.
Imens står jeg bare fast her hele livet
og giver efterhånden færre og færre æbler
- og så en dag siger de jeg ikke dur mere
og så fælder de mig. Sådan er mit liv.
Åh, var jeg dog bare en Rosenbusk!
